Uddannet på kunstakademiet i Kbh, professor samme sted (1956-65). Mange kender hans karakteristiske bygninger, f.eks. Bellavista i Klampenborg (1933-34), Bellevue Teater (1935-36), Århus Rådhus (1939-42), Søllerød Rådhus (1940-42), Søholm Rækkehuse i Klampenborg (1950-54), Rødovre Rådhus (1957), Glostrup Rådhus (1958), Munkegårdsskolen i Kbh (1955-59), SAS Royal Hotel Kbh (1958-1960), Toms Chokoladefabrik i Ballerup (1961), Danmarks Nationalbanks nybygning (påbegyndt 1965), Saint Catherine’s College i Oxford (1964-66). Jacobsen har desuden udarbejdet projekt til foyerbygning ved koncerthuset i Hannover (1964-66), Castrop Rauxel bycenter (1965), Christaneum Gymnasium i Hamburg (1965), administrasionsbygning til el-værket i Hamburg (s m Otto Weitling) (1965). Som designer har Jacobsen fremstillet forlæg til møbler, tekstiler, tapeter, sølvtøj mm. Blandt de kendeste arbejder er Myren (tegnet til Novos kantine) (1952), 7’eren (1955), Ægget og Svanen (tegnet til SAS Royal Hotel) 1958, samt service-serien Cylinda-Line (1967).
Arkitekt og industriel designer
Arne Jacobsen har for alvor indskrevet sig i både design- og arkitekturhistorien. Men selv om hans frembringelser på begge arbejdsområder er udtryk for samme ideer, er vejen til dem vidt forskellige.
Arne Jacobsens bygninger blev tegnet igennem til mindste detalje, som det er dokumenteret gennem de tusinder af tegninger, som findes i Kunstakademiets samlinger.
Af Arne Jacobsens industrielle designs findes stort set kun de tegninger, producenterne selv udførte, efter udviklingsarbejdet – der altid fandt sted i tæt samarbejde med modelmagere, håndværkere og teknikere – var afsluttet. Arne Jacobsens tegning var her i bedste fald en hastig skitse, udført på et lille bitte stykke papir. Den kreative dialog fandt ikke sted på papiret, men på værkstedet og i tre dimensioner.
Modernismen og den geometriske formArne Jacobsens gennembrud som arkitekt kom i 1929. Det skete med vinderforslaget til en konkurrence om Fremtidens Hus. Forslaget, som blev realiseret midlertidigt i forbindelse med en stor boligudstilling, tegnede den da 27-årige Arne Jacobsen sammen med studiekammeraten Flemming Lassen.
Fremtidens Hus var den moderne arkitekturs egentlige introduktion på dansk jord. Endnu var der knap nok bygget et ægte moderne hus i Danmark, og funktionalistiske stålrørsmøbler var også så godt som ukendte. Der var endnu et par år til Stockholmsudstillingen, som for alvor gjorde det skandinaviske publikum bekendt med den nye arkitektur, boligindretning og design.
Arne Jacobsen tøvede ikke med at udnytte sin nye status som pioner. I årene herefter fik han til opgave at tegne en række huse for moderne indstillede velhavere. Samtidig tegnede han andre huse, der var mere traditionelle i deres udtryk, med sadeltag og facader i gule mursten. Denne bredde var typisk for hans tidlige produktion.
Det første store byggeprojekt blev boligbebyggelsen Bellavista med det tilstødende restaurant- og teaterkompleks Bellevue nord for København (1932-35).
Den organiske formI årene efter efter anden verdenskrig udvikler Arne Jacobsen sit arkitektoniske formsprog frem mod en modernisme, der bl a er karakteriseret ved inddragelsen af det gule murværks stoflige virkning samt tage med hældning. Højdepunkter fra denne periode er Munkegårdsskolen (1949-57) og rækkehusbebyggelsen Søholm I (1946-51) ved Bellevue, hvor Arne Jacobsen selv flyttede ind. Begge projekter, som for alvor var med til at slå hans navn fast internationalt.
Samtidig med at tilliden til modernismens sociale dimension svækkedes kraftigt under og efter krigen, voksede trangen til at udvide eller befri dens formsprog, til at udvide dens palet og spille mere på materialernes naturlige stoflighed.
Med udgangspunkt i den amerikanske arkitekt, Frank Lloyd Wrights arbejder og tanker talte man om organisk arkitektur. Ifølge Wright kunne organisk arkitektur betragtes som "en opadgående vej til et rigere udtryk for vores frihed og overlegne teknologi, som gror frem af vores kærlighed til den menneskelige natur".
En anden foregangsmand for tanken om det organiske var Alvar Aalto, der allerede omkring 1930 gik sine egne veje. Inspireret af naturen anvendte han frie, biomorfe kurver i såvel arkitektur som møblerne, der var udført i dampbøjet træ og krydsfinér. Med den blomstrene interesse for det organiske i USA fulgte en voksende opmærksomhed i forhold til Aalto.
Det var denne internationale, og i særligt grad amerikanske, tendens i retning af en mere organisk, formelt frigjort arkitektur, der, i Jacobsens produktion, fik sit relativt beskedne gennemslag i husene med skæve profiler. Hvad især den volumetriske opbygning angår var Jacobsens huse indenfor den funktionelle tradition mere organiske end de skæve, som i højere grad er udtryk for en volumetrisk frigørelse – opgøret med æske-arkitekturen – som den organiske tendens også er forbundet med.
Dette nybrud i efterkrigstidens arkitektur og formgivning fik imidlertid også et andet og mere langvarigt gennemslag i en anden del af hans produktion, nemlig møblerne og primært stolene. Den opfattelse, der her kom til udtryk, handlede om enkeltelementernes integration i en overordnet helhed, eller i yderste konsekvens, deres opløsning i én kontinuert form, der ofte er biomorf eller afgrænset af ikke-geometriske kurvaturer. Det mere direkte organiske præg og slægtskabet med skulpturen understreges af, at Jacobsen benyttede sig af modellering i arbejdet med formen: "Jeg stod selv og modellerede og modellerede for at finde frem til den rigtige kurve...Jeg former jo sæde og ryg af ét stykke finér – og her er det ikke tilstrækkeligt at tegne formen. En stol er noget tredimensionalt som et billedhuggerarbejde og følgeligt må man forsøge sig frem med plastilina og gips."
Fokuseringen på møblernes skulpturelle kvaliteter resulterede bl. a. i Myren, udført som ét sammenhængende element i formpresset krydsfinér. Myren betragtes som den egentlige begyndelse, afsættet for hans hovedværker blandt møblerne.
Samtidig bliver Arne Jacobsens arkitektur, og de interiører, møblerne er skabt til, mere international. Strammere i sin konsekvente retvinkelthed. Minimal og præcis i udtrykket. Mursten og træ erstattes i højere grad af stål, glas, aluminium og poleret natursten – industrielt forarbejdede materialer uden regionale særpræg. Men er stilen nok præget af forbilleder, som først og fremmest Mies van der Rohe, Eero Saarinen og Skidmore, Owings and Merill, er tonen dog fremdeles personlig. Arne Jacobsens hovedværker fra denne periode er Rådovre Rådhus (1954-56) og Royal Hotel (1956-61). Til disse byggerier tegnede Arne Jacobsen en række stole, der havde Myrens skal som fælles udgangspunkt. Den mest kendte er den såkaldte Serie 7, der blev tegnet til Rødovre Rådhus i 1955.
Royal Hotel og stolen som skalRoyal Hotel (1956-61), også kaldet SAS-hotellet, i det centrale København, er forlængst udråbt til et af Arne Jacobsens hovedværker. Skønt i sin hoveddisposition tydeligt påvirket af Lever House i New York, tegnet af Gordon Bunshafft fra Skidmore, Owings and Merill, er Royal Hotel et smukkere hus og umiskendeligt Arne Jacobsen’sk. Her manifesterer hans eminente proportionssans, hans fornemmelse for farver og overflader og for detaljens betydning sig i en stor bygning, uden at han på noget tidspunkt mister grebet om helheden.
Til Royal Hotel tegnede Arne Jacobsen en lang række møbler, lamper, fittings og tekstiler foruden spisebestik, glas og andet service. Blandt stolene er Svanen og Ægget de mest kendte. Begge realiserer de en idé, som hænger sammen med begrebet om den organiske form, ideen om en stol, hvor sæde, ryg og armlæn er én sammenhængende skal. Sammen med Myren og Serie 7 er de blandt højdepunkterne indenfor den særlige stil, som Arne Jacobsen udviklede i 1950erne. I disse arbejder er anvendelsen af frie kurver i sjælden grad forenet med materialeminimering, konstruktiv rationalitet og den industrielle produktions krav.
Det er bemærkelsesværdigt, at disse arbejder, som i mangt og meget afspejler deres tid, dens dyrkelse af den organiske form, ikke er bundet til den. At de, som få andre produkter fra perioden, giver mening til den tyndslidte betegnelse: Tidløs. Specielt møblerne blandt dem er da også forlængst udnævnt til moderne klassikere.
Cylindrisk modularitetFra den frie, organiske kurve, der kendetegnede hans arbejder fra 1950erne, vendte Arne Jacobsen sig i løbet af 1960erne i stigende grad mod de grundgeometriske former, cirklen ikke mindst. Samtidig blev han mere optaget af modulbaserede additionsprincipper og –systemer. En interesse, der indenfor arkitekturprojekterne mest tydeligt kom til udtryk i det kubebaserede Kvadratflex-system for typehuse.
Interessen for åbne systemer og strukturer, der voksede organisk gennem addition og nye delelementer, dukkede op i løbet af 1960erne. Bl a som en reaktion mod 1950ernes lukkede, monolitiske arkitektur, som den f eks kommer til udtryk i Royal Hotel. Nu vendte interessen sig mod en mere procesorienteret, strukturel og flexibel arkitektur baseret på kombinationer af elementer med fælles grundmål. Det modulære, som ligger dybt i dansk tradition, og havde været der hele tiden, blev nu accentueret.
Det kommer bl a til udtryk i den armaturserie, som Arne Jacobsen tegnede til sit sidste store byggeri, Danmarks Nationalbank. Ideen om en armaturserie, Vola, hvor alle rør skulle indbygges i væggen og kun greb og haner være synlige, kom fra fabrikant Verner Overgaard, som gik til Arne Jacobsen med den, da denne vandt den indbudte konkurrence om Nationalbanken i 1961.
Arbejdet med de cylindriske grundformer videreførtes med en serie serveringsservice i rustfrit stål, som naturligt nok blev kaldt Cylinda-Line.
Også i den sidste møbelserie, som Jacobsen nåede at tegne, Serie 3600, er den mulighed for variation og flexibilitet, der ligger i kombinationen af ens grundelementer, den bærende idé. Serie 3600 er baseret på et element, der i sig selv fungerer som stol, samt et element, der er konisk i plan, hvilket giver mulighed for at opbygge cirkler eller cirkulære kurver. Det cirkulære karakteriserer ligeledes stolenes profil, hvor de tidligere stoles frie kurver er afløst af cirkelbuer.
Arkitekt og industriel designer
Arne Jacobsen har for alvor indskrevet sig i både design- og arkitekturhistorien. Men selv om hans frembringelser på begge arbejdsområder er udtryk for samme ideer, er vejen til dem vidt forskellige.
Arne Jacobsens bygninger blev tegnet igennem til mindste detalje, som det er dokumenteret gennem de tusinder af tegninger, som findes i Kunstakademiets samlinger.
Af Arne Jacobsens industrielle designs findes stort set kun de tegninger, producenterne selv udførte, efter udviklingsarbejdet – der altid fandt sted i tæt samarbejde med modelmagere, håndværkere og teknikere – var afsluttet. Arne Jacobsens tegning var her i bedste fald en hastig skitse, udført på et lille bitte stykke papir. Den kreative dialog fandt ikke sted på papiret, men på værkstedet og i tre dimensioner.
Modernismen og den geometriske formArne Jacobsens gennembrud som arkitekt kom i 1929. Det skete med vinderforslaget til en konkurrence om Fremtidens Hus. Forslaget, som blev realiseret midlertidigt i forbindelse med en stor boligudstilling, tegnede den da 27-årige Arne Jacobsen sammen med studiekammeraten Flemming Lassen.
Fremtidens Hus var den moderne arkitekturs egentlige introduktion på dansk jord. Endnu var der knap nok bygget et ægte moderne hus i Danmark, og funktionalistiske stålrørsmøbler var også så godt som ukendte. Der var endnu et par år til Stockholmsudstillingen, som for alvor gjorde det skandinaviske publikum bekendt med den nye arkitektur, boligindretning og design.
Arne Jacobsen tøvede ikke med at udnytte sin nye status som pioner. I årene herefter fik han til opgave at tegne en række huse for moderne indstillede velhavere. Samtidig tegnede han andre huse, der var mere traditionelle i deres udtryk, med sadeltag og facader i gule mursten. Denne bredde var typisk for hans tidlige produktion.
Det første store byggeprojekt blev boligbebyggelsen Bellavista med det tilstødende restaurant- og teaterkompleks Bellevue nord for København (1932-35).
Den organiske formI årene efter efter anden verdenskrig udvikler Arne Jacobsen sit arkitektoniske formsprog frem mod en modernisme, der bl a er karakteriseret ved inddragelsen af det gule murværks stoflige virkning samt tage med hældning. Højdepunkter fra denne periode er Munkegårdsskolen (1949-57) og rækkehusbebyggelsen Søholm I (1946-51) ved Bellevue, hvor Arne Jacobsen selv flyttede ind. Begge projekter, som for alvor var med til at slå hans navn fast internationalt.
Samtidig med at tilliden til modernismens sociale dimension svækkedes kraftigt under og efter krigen, voksede trangen til at udvide eller befri dens formsprog, til at udvide dens palet og spille mere på materialernes naturlige stoflighed.
Med udgangspunkt i den amerikanske arkitekt, Frank Lloyd Wrights arbejder og tanker talte man om organisk arkitektur. Ifølge Wright kunne organisk arkitektur betragtes som "en opadgående vej til et rigere udtryk for vores frihed og overlegne teknologi, som gror frem af vores kærlighed til den menneskelige natur".
En anden foregangsmand for tanken om det organiske var Alvar Aalto, der allerede omkring 1930 gik sine egne veje. Inspireret af naturen anvendte han frie, biomorfe kurver i såvel arkitektur som møblerne, der var udført i dampbøjet træ og krydsfinér. Med den blomstrene interesse for det organiske i USA fulgte en voksende opmærksomhed i forhold til Aalto.
Det var denne internationale, og i særligt grad amerikanske, tendens i retning af en mere organisk, formelt frigjort arkitektur, der, i Jacobsens produktion, fik sit relativt beskedne gennemslag i husene med skæve profiler. Hvad især den volumetriske opbygning angår var Jacobsens huse indenfor den funktionelle tradition mere organiske end de skæve, som i højere grad er udtryk for en volumetrisk frigørelse – opgøret med æske-arkitekturen – som den organiske tendens også er forbundet med.
Dette nybrud i efterkrigstidens arkitektur og formgivning fik imidlertid også et andet og mere langvarigt gennemslag i en anden del af hans produktion, nemlig møblerne og primært stolene. Den opfattelse, der her kom til udtryk, handlede om enkeltelementernes integration i en overordnet helhed, eller i yderste konsekvens, deres opløsning i én kontinuert form, der ofte er biomorf eller afgrænset af ikke-geometriske kurvaturer. Det mere direkte organiske præg og slægtskabet med skulpturen understreges af, at Jacobsen benyttede sig af modellering i arbejdet med formen: "Jeg stod selv og modellerede og modellerede for at finde frem til den rigtige kurve...Jeg former jo sæde og ryg af ét stykke finér – og her er det ikke tilstrækkeligt at tegne formen. En stol er noget tredimensionalt som et billedhuggerarbejde og følgeligt må man forsøge sig frem med plastilina og gips."
Fokuseringen på møblernes skulpturelle kvaliteter resulterede bl. a. i Myren, udført som ét sammenhængende element i formpresset krydsfinér. Myren betragtes som den egentlige begyndelse, afsættet for hans hovedværker blandt møblerne.
Samtidig bliver Arne Jacobsens arkitektur, og de interiører, møblerne er skabt til, mere international. Strammere i sin konsekvente retvinkelthed. Minimal og præcis i udtrykket. Mursten og træ erstattes i højere grad af stål, glas, aluminium og poleret natursten – industrielt forarbejdede materialer uden regionale særpræg. Men er stilen nok præget af forbilleder, som først og fremmest Mies van der Rohe, Eero Saarinen og Skidmore, Owings and Merill, er tonen dog fremdeles personlig. Arne Jacobsens hovedværker fra denne periode er Rådovre Rådhus (1954-56) og Royal Hotel (1956-61). Til disse byggerier tegnede Arne Jacobsen en række stole, der havde Myrens skal som fælles udgangspunkt. Den mest kendte er den såkaldte Serie 7, der blev tegnet til Rødovre Rådhus i 1955.
Royal Hotel og stolen som skalRoyal Hotel (1956-61), også kaldet SAS-hotellet, i det centrale København, er forlængst udråbt til et af Arne Jacobsens hovedværker. Skønt i sin hoveddisposition tydeligt påvirket af Lever House i New York, tegnet af Gordon Bunshafft fra Skidmore, Owings and Merill, er Royal Hotel et smukkere hus og umiskendeligt Arne Jacobsen’sk. Her manifesterer hans eminente proportionssans, hans fornemmelse for farver og overflader og for detaljens betydning sig i en stor bygning, uden at han på noget tidspunkt mister grebet om helheden.
Til Royal Hotel tegnede Arne Jacobsen en lang række møbler, lamper, fittings og tekstiler foruden spisebestik, glas og andet service. Blandt stolene er Svanen og Ægget de mest kendte. Begge realiserer de en idé, som hænger sammen med begrebet om den organiske form, ideen om en stol, hvor sæde, ryg og armlæn er én sammenhængende skal. Sammen med Myren og Serie 7 er de blandt højdepunkterne indenfor den særlige stil, som Arne Jacobsen udviklede i 1950erne. I disse arbejder er anvendelsen af frie kurver i sjælden grad forenet med materialeminimering, konstruktiv rationalitet og den industrielle produktions krav.
Det er bemærkelsesværdigt, at disse arbejder, som i mangt og meget afspejler deres tid, dens dyrkelse af den organiske form, ikke er bundet til den. At de, som få andre produkter fra perioden, giver mening til den tyndslidte betegnelse: Tidløs. Specielt møblerne blandt dem er da også forlængst udnævnt til moderne klassikere.
Cylindrisk modularitetFra den frie, organiske kurve, der kendetegnede hans arbejder fra 1950erne, vendte Arne Jacobsen sig i løbet af 1960erne i stigende grad mod de grundgeometriske former, cirklen ikke mindst. Samtidig blev han mere optaget af modulbaserede additionsprincipper og –systemer. En interesse, der indenfor arkitekturprojekterne mest tydeligt kom til udtryk i det kubebaserede Kvadratflex-system for typehuse.
Interessen for åbne systemer og strukturer, der voksede organisk gennem addition og nye delelementer, dukkede op i løbet af 1960erne. Bl a som en reaktion mod 1950ernes lukkede, monolitiske arkitektur, som den f eks kommer til udtryk i Royal Hotel. Nu vendte interessen sig mod en mere procesorienteret, strukturel og flexibel arkitektur baseret på kombinationer af elementer med fælles grundmål. Det modulære, som ligger dybt i dansk tradition, og havde været der hele tiden, blev nu accentueret.
Det kommer bl a til udtryk i den armaturserie, som Arne Jacobsen tegnede til sit sidste store byggeri, Danmarks Nationalbank. Ideen om en armaturserie, Vola, hvor alle rør skulle indbygges i væggen og kun greb og haner være synlige, kom fra fabrikant Verner Overgaard, som gik til Arne Jacobsen med den, da denne vandt den indbudte konkurrence om Nationalbanken i 1961.
Arbejdet med de cylindriske grundformer videreførtes med en serie serveringsservice i rustfrit stål, som naturligt nok blev kaldt Cylinda-Line.
Også i den sidste møbelserie, som Jacobsen nåede at tegne, Serie 3600, er den mulighed for variation og flexibilitet, der ligger i kombinationen af ens grundelementer, den bærende idé. Serie 3600 er baseret på et element, der i sig selv fungerer som stol, samt et element, der er konisk i plan, hvilket giver mulighed for at opbygge cirkler eller cirkulære kurver. Det cirkulære karakteriserer ligeledes stolenes profil, hvor de tidligere stoles frie kurver er afløst af cirkelbuer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar